Historisk hotel og samlingssted for folk fra nær og fjern.

Velkommen til Hotel Saxkjøbing

Bag den gamle hoveddør venter en rar og rolig verden. Her går tiden lidt langsommere og du vil finde ro til fordybelse. Væggene er charmerende skæve, gulvene knirker og en duft af veltillavet mad blander sig med lyden af glade stemmer fra gæster og personale.

Hotel Saxkjøbing har i århundreder været et naturligt og indbydende samlingssted for folk fra nær og fjern. Hotellet ligger midt på byens torv, tæt på fjorden og har dybe rødder i den lollandske muld. De fredede, historiske bygninger er nænsomt restaureret så restaurant, lounge, festsal, gårdhave og en del værelser fremstår på samme tid moderne og tidløse.

Kokken og iværksætteren Claus Meyer overtog hotellet i 2006, og har hyret Køkkenchef Lars Vangsgaard med en fortid på bl.a Søllerød Kro til at stå for måltiderne. Lars’ moderne krokøkken bygger på samarbejder med de lokale gårde, fiskere og fødevareproducenter.

 

Vores gårdbutik

Køb lokale råvarer og produkter på hotellet

Det er lidt som at træde ind i en gammeldags købmandsbutik, når du fra gaden kan gå direkte ind i Hotel Saxkjøbings egen gårdbutik. Her kan du købe kvalitetsprodukter fra Lolland-Falster og fra andre passionerede fødevareproducenter fra resten af Danmark. Grøntsager, frugt, kød, chokolade, øl, vin, most og meget andet.

Gårdbutikken har også et lille caféområde, hvor du kan få serveret lokale specialiteter eller nyde en kop kaffe.

Vi glæder os til at se dig.

Hotel Saxkjøbings historie

Hotel Saxkjøbing har i mere end 200 år været samlingspunkt for indbyggerne i den lille købstad, Sakskøbing – og helt tilbage i 1835 fik Hotel Saxkjøbing tildelt prædikatet ’Kgl. Privilegeret Kro’, der gav hotelværten ret til selv at destillere snaps, brygge øl og bage brød. I 2010 kunne hotellet fejre 175-års jubilæum som Kongeligt Privilegeret Kro.

Hotellets store teatersal blev indviet i 1897 og har i tidernes løb huset alt fra østprøjsiske flygtninge i krigens sidste dage til gymnastikopvisninger, revyer og koncerter med bl.a. Sir Henry og Eric Clapton – dog længe før han blev berømt. Gasolin har også spist middag i restauranten og tilbragt en nat på ’Byens Hotel’.

Hotellets sidefløj var oprindeligt en stor hestestald for tilrejsende, der skulle besøge Sakskøbing under byens torvedage. I 1950’erne blev stalden ombygget til krostue, der var berømt og berygtet for både biksemad og bank.

Til trods for flere gennemgående ombygninger, tilbygninger og moderniseringer gennem årene står den bygningsmæssige kerne stadig intakt, og i dag er bygningen fredet.

I begyndelsen af 1970’erne, da EF-medlemskabet sikrede landbruget en bedre indtjening, oplevede Hotel Saxkjøbing en ny guldalder. I hotellets baggård udvidede man (i moderigtig 70’er byggestil) med to store selskabslokaler samt en lejlighed til værtsparret, der nu var arbejdsgivere for 18 fuldtidsansatte og et større antal løsarbejdere.

De gode tider varede dog ikke ved. Sakskøbing blev op igennem 1980’erne langsomt affolket – i takt med at byens industrihavn, sukkerfabrikken og skibsværftet blev udfaset. Hotellet blev omdannet til Asylcenter – og man solgte en stor del af værelsernes og restaurantens oprindelige inventar. Da asylansøgerne blev til statsborgere i begyndelsen af 1990’erne, forsøgte man sig med restaurant og hotel igen, men publikum svigtede på trods af tidstypiske møbler og tiltag som Pool Café og Bøfhus. Snart lukkede restauranten, kun hotellet kørte videre på vågeblus.

De seneste år er landsdelens negative udvikling nok engang vendt, og sommeren 2006 kastede hotellets nuværende ejere deres kærlighed på det gamle hotel med ønsket om at skabe en dejlig oase væk fra byens stress og jag.

Hotel Saxkjøbings historie er beskrevet og udgivet som bog.

Generelle oplysninger

Oplev Sydhavsøerne

Vores leverandører

Lokaler og faciliteter

Åbningstider

Parkering

Børn

Ekstra opredning (voksne)

Ankomst

Afrejse

Rygning

Sikkerhed

Akutnumre